Den lede, fede hankat, ikke en stor hvid hval, men vi kaster os endelig over en af sværvægterne. Garfield og jeg er nærmest jævnaldrende og katten og jeg fulgtes da også ad i mine formative år. Indtil formlen blev lidt for tydelig og træt, og serier som Steen og Stoffer overtog pladsen.
Her kigger vi lidt tilbage på Garfield, serien og fænomenet med udgangspunkt i det første serie-album fra Interpresse, Den Lede Hankat, udsendt første gang i 1981. Det er dog ikke de første seriestriber, som er trykt kronologisk, men der foretages et lille hop.
Fra killing til masseproduceret millard-kat
Serien blev skabt af Jim Davis, og handler meget kort fortalt om den titulære kat, Garfield, hans ejer Harald (Jon), hunde Futte (Odie) og et stort galleri af skiftende bifigurer. Og deres liv i Muncie, Indiana (Davis’ hjemby) Udgangspunktet er hverdagssituationer, ofte helt mondæne, som Garfields had til mandage og fysisk aktivitet, hans kærlighed til kaffe og lasagne og hans interaktion med omgivelserne.
Oprindeligt startede serien under titlen Jon i 1976, skiftede til Garfield året efter og begyndte at udkomme på nationalt plan i 1978. Det er fra 1978 og frem at Garfield på kort tid blev et kæmpehit, og op gennem 80erne et regulært fænomen. Hvor der også kom tegnefilm og et væld af merchandise til, indtil Garfield blev en hel industri.
Det begyndte selve serien også at lide lidt under og med tiden begyndte det at minde om masseproduceret og maskinel tegneserie, frem for en enkelt mands vision og arbejde. Davis trak sig også mere og mere fra kernen i selve serien, da han fik travlt med at styre et imperium, der årligt omsætter i omegnen af en milliard dollars.
Garfield og jeg
Det havde jeg dog ingen anelse om eller fornemmelse af, da jeg selv faldt for den ofte noget ondsindede, spydige, sarkastiske og egoistiske hankat. Jeg formoder, at det har været som avisstribe engang midt i 80erne. Min far holdt mange aviser, og jeg prøvede at læse med, og blev optaget af tegneserierne bagest i tabloider som BT og EB.
Her huserede Garfield, en stribe om dagen, tre ruder og en letfordøjelig punchline, som en 6-årig kunne være med på. Stilen og tonen i humoren var let at afkode, selv når der var ordspil involveret, blev det aldrig for indviklet. Deri ligger nok også noget af nøglen til seriens masseappel og enorme succes.
Ret hurtigt kastede jeg mig over de album man kunne låne på det lokale bibliotek, eller anskaffe sig hos boghandleren. 32 kr. for et album på 64 sort/hvide sider, senere steg de dog til 34.75 inden det stak helt af. Jeg har (med huller hist og her) til og med album nummer 27 (!).
Der kom så vidt jeg kan se 60 (!), inden serien blev slået sammen med album med søndagsstriber, i den fortsatte nummerering (der nu udgives af forlaget Cobolt) er man nået til nummer 64. Serien udkommer altså fortsat i albumform på dansk, nu til den nette sum af 148 kr. stykket.
Garfield breder sig og får venner
Det siger nok en del om Garfields fortsatte popularitet, der sammen med Basserne må være blandt de mest vedholdende humorserier på markedet. De har også en del tilfælles.
Blandt andet begyndte der også at udkomme et Garfield tegneserieblad på dansk. Det kom månedligt fra 1988, hvor de første 11 numre blot hedder Garfield. Fra nummer 12 blev det Garfield og venner, for at indikere at der ligesom i Basserne, eller Serieparaden, blev trykt andre serier end hovedserien.
Garfield og Venner kørte indtil nummer 20, hvorefter der blev startet forfra med Garfield med Orson, hvor også formatet af bladet ændrede sig. Fra det velkendte tegneserieformat til et lidt større. De kørte parløb i en årrække, jeg faldt af et sted i begyndelsen af 90erne, men kan se at serien i en eller anden form udkom helt frem til 2005?!
Spørgsmålet er så om der kommer nye fans til, eller om Garfield overlever på de gamles goodwill? Forskellige forsøg på mere eller mindre succesfulde biograffilm kunne tyde på, at det nok ikke er det nok ikke er ungdommen, som fortsat holder liv i hankatten.
Fra fed kat til strømlinet tegneserie “monster”
Måske fordi han tabte sig lidt? I hvert fald er det tydeligt i dette første album, at der ikke er tale om de første striber. Stilistisk og visuelt var Garfield med “rå” og “realistisk” de første år, inden serien gradvist begyndte at ændre sig mod noget mere “tegneserieagtigt”.
Fra 1984 var looket strømlinet og låst i den form vi kender op til idag, og det er nok det look de fleste forbinder med Garfield. Det er også mere “rart” for øjnene, end det første udseende serien havde, men der findes garanteret purister, der foretrækker det oprindelige. Igen ligesom med eksempelvis Basserne, eller Radiserne.
Seriens visuelle stil og æstetikken er dog ikke det eneste, som bliver strømlinet. Allerede i materialet i Den Lede Hankat kan man nu, set i bakspejlet, fornemme at seriens indhold er sat i system og følger en opskrift. Der er dog stadig friske idéer og indfald nok til at Garfield ikke virker træt og mæt af dage, det kommer først lidt senere.
Tendenserne og tegningerne til det er dog allerede mærkbare.
En regulær hitparade af bifigurer
For selvom materialet her er fra den gyldne Garfield periode i midt-80erne, så kan man tydeligt se at der arbejdes ud fra en skabelon. Vi skal have lidt hverdagssituationer i hjemmet, hvor Garfield enten dovner rundt og tænker højt for sig selv. Udsætter Harald eller Futte med psykologisk og fysisk terror, eller kommer selv galt af sted.
Det veksler altså her mellem indre monolog, og Haralds reaktioner på kattens adfærd, og mere slap stick orienterede optrin. Men begge dele følger ret slavisk den velkendte 3-ruders opskrift med hurtig etablering, eskalering og en punchline. Og de fleste voldsomt forudsigelige, hvis man har læst bare en smule Garfield.
Løjerne spædes dog op med et væld af bifigurer, der nærmest tale om et veritabelt greatest hits. Vi får scener med Yrsa på den lokale Diner, dyrlægen Lisbeth, den gamle dame, Haralds bofælle (der hurtigt forsvandt ud af serien og efterlod Futte) og senere et besøg på den fædrene gård, hvor Haralds forældre stadig holder til. Det fungerer næsten altid godt, især her i begyndelsen af skabelon Garfield, når han og Harald hives ud af hjemmet og agerer på udebane.
Vi får også en kort visit fra herligt øretæveindbydende Bettemus, som åbenbart kan vandrer lidt ud og ind af serien, som det passer det lille kræ? Og så er der det første møde mellem Garfield og hans kommende muse, Signe. Alt i alt er det ganske afvekslende, og de mange gæster og sceneskift gør at formlen ikke bliver alt for fastlåst.
Garfield: for fed til at fejle?
Læser man Den Lede Hankat med nutidens øjne, så er formel og skabelon dog allerede tydelig, selv i de isolerede situationer, hvor bifigurer eller omgivelser skifter. Problemet er, at der ikke er nogen udvikling, hverken i karakterer, personlighedstræk og slet ikke i opbygningen af de enkelte situationer og jokes.
Det bliver jo blot endnu mere tydeligt, når en serie så kører SÅ mange år. Men jeg stod allerede af under 10 år efter, jeg første gang læste Garfield. Serien var med til at forme meget af min tidlige humor, men eftersom den aldrig udviklede sig mærkbart i serien, så måtte man/jeg ligesom videre i teksten. Men hvorfor er Garfields så stadig så populær, og en af de mest læste serier på verdensplan?
Hvad skyldes denne slidstyrke? Der er nok en del faktorer i spil, som der kunne skrives tykke bøger om. Men hvis jeg skulle komme med et par bud…
Formlen holder (omend jeg finder den slidt og udtjent)
Nostalgi og minder (den slags kan være stærke)
Ukritisk publikum, der bare vil hygge sig (som så meget andet underholdning)
Vane (vi gør som vi plejer)
Og så KAN det da ikke udelukkes at nogle rent faktisk stadig synes Garfield er sjov!
Der er intet GALT i nogle af de ting, eller hvad man nu ellers kan klandre serien eller dens publikum for. Det er bare ikke rigtig noget for mig længere. Jeg trak i hvert fald kun på smilebåndet et par gange i løbet af albummet – og det var fordi jeg vidste hvad der kom.
Og nogle gange giver det bare en varm og dejlig tryghedsfornemmelse, at grine af de samme, gamle jokes igen og igen. Derfor er Garfield, på trods af alt man kan kritisere serien (og dens skaber for) naturligvis obligatorisk tegneseriepensum.
