Vi tager en tur tilbage til begyndelsen af Interpresse-æraen og Marvelklubben med en legendarisk historie, der strækker sig over to danske blade. Det er samtidig begyndelsen af en ny god periode for Spider-Man på amerikansk, hvor Roger Stern overtog hovedtitlen, godt bakket op af en ung John Romita Jr.s tegninger.
Edderkoppen nr. 12/84 og 1/85 var henholdsvis blad nummer 3 og 4 af serien efter at Interpresse startede med nr. 10/84. Grundet de andre Marveludgivelser i “klub”-regi er de nummeret 10 og 14 af Marvelklubben.
Jim Shooter har sat sig i chefredaktørstolen
Efter noget af et dyk i kvalitet og popularitet op gennem 70erne, efter den gylden periode med Lee, Ditko og Romita Sr. ved roret, trængte serien og figuren til nyt blod. Serien var begyndt at træde vande, var kommet væk fra sin kerne og udgangspunktet og var blevet tiltagende outlandish.
Det foregik parallelt med at superhelteserier generelt var ved at blive noget udvandede, efter Silver Age var begyndt at stagnere. Bronzealderen ventede forude, en periode, som nok har en særlig plads i superheltetegneseriefans på min alders hjerte.
Som nævnt overtog Roger Stern hovedbladet The Amazing Spider-Man, i USA og sammen med tegner John Romita Jr., fik han vendt skuden. Pludselig kunne Edderkoppen hoppe, springe og svinge som en vårhare igen, serien blev igen dynamisk i udseende og indhold. Og vendte også tilbage til nogle af de klassiske Stan Lee Marvel-dyder, krydret med den nye chefredaktør Jim Shooters tankesæt.
Det er superhelteaction med fart på, frisk dialog og skarp historiefortælling, tilsat soap-serie elementer, romance og hverdagsproblemer. Tilført Shooter-metoden med, at alle skal kunne være med, “hvert blad kan være en ny læsers første”.
Intet stopper Rambukken
Nothing can stop the Juggernaut, og han er skide sur og lader sig ikke stoppe. Det er relativt enkelt fortælling, fordelt over de to blade, som i bund og grund er én lang “jagtscene”, delt i to.
Der er noget forhistorie, som The Shooter Way lige hurtigt får introduceret de mest basale dele af. “Spindelkvinden” (den gamle dame version af Madam Web), har brug for Edderkoppens hjælp. Hun har haft et drømmesyn om at hendes liv er i fare, og kun Edderkoppen kan frelse hende. Så hun griber knoglen, som i en gammel drejeskivetelefon, og ringer til Parker – hvis identitet hun er bekendt med.
Vi introduceres også for den skurkagtige Sorte Tom (Cassidy), der sidder og skumler på sin Yacht. Han skal af med “den gamle kælling” (Spindelkvinden), det var en anden tid, sådan taler vi ikke om ældre medborgere længere. Til det formål sender han Rambukken i marken, i retning af det boligkompleks hvor den synske “kælling” sidder og venter på hjemmehjælperen… eller noget?
Og det er sådan set grundplottet, med lidt svinkeærinder på Daily Bugle, hvor den klamme karl, Lance Bannon (stjernefotograf) og en række andre bifigurer mingler lidt. Rambukken går mod sit mål, og han vælger den lige vej, og tromler sig igennem alt på sin vej.
Alt undtagen håndvasken
Edderkoppen er dog hurtigt i hælene på ham. Rambukken er heller ikke svær at stoppe, han ligner en mindre kampvogn på to ben. Men lige meget, hvad Parker finder på af forhindringer, benspænd og kasteskyts, så er han ikke andet end et ubetydeligt irritationsmoment for Rambukken.
Han virker ustoppelig. Rigt visualiseret og illustreret af Romita Jr., her i mere klassisk stil med en streg, der minder en del om hans fars berømte arbejde på Edderkoppen. Han hopper, klatre, svinger, “flyver” og bliver kastet, moslet og slynget rundt. Det er næsten som en gummi hoppebold mod en tyk mur, alt preller af på Rambukken, der indledningsvis knap nok ænser sin modstander.
Men Edderkoppen er på sin egen måde lige så ustoppelig. Det er måske det, som er med til at gøre historien til en klassiker. Han er vedholdende, giver aldrig op, ofrer sig selv i en højere sags tjeneste, koste hvad det vil. En ægte helt, som bliver ved og ved, selvom han er oppe mod overmagten.
Det eneste der redder dagen i slutningen af første blad er at Rambukken skrider efter at Spindelkvinden besvimer/dør, da han hiver hende ud af sin livsgivende stol. Nå, så er kællingen jo “ubrugelig”. Rambukken daffer hjemad, efter at være gået igennem huse, ildkampe, fået stød og andet pjat. Dårlig dag på kontoret!
Edderkoppens snakketøj og held “stopper” Rambukken
Spindelkvinden hastes på hospitalet, Edderkoppen er i vildrede og Rambukken er stille og roligt ved at tøffe hjem til Tom. Blad to er på en måde blad et i omvendt rækkefølge. Nu skal Parker stoppe Rambukken, inden han slipper væk igen. Men hvordan?!
Han kan ikke få hjælp fra hverken Alliancen eller De Fantastiske 4, begge er på andre opgaver eller udenbys. Uheldigt! Og hverken stålbjælker, nedrivningskugler eller et helt hus i nakken standser Rambukken. Ej heller en tankbil fyldt med brændstof, som Edderkoppen detonerer i et øde område på havnen. I det hele taget efterlader de to kamphaner sig et spor af ødelæggelse byen igennem, men ingen civile kom tilsyneladende noget til!
Det er endelig, redder Edderkoppen er hans mundtøj, og en hel del held. Han hænger på Rambukkens hjelm, knævre løs, mens Rambukken banker løs på ham og fortsætter sin vandring. Men han er uopmærksom nok til at vandre direkte ud i vådt cement, hvor der er ved at blive støbt fundamentet til nogle bropiller. Og han synker langsomt i, og ender på bunden af, hvad der svarer til 19. etager.
Så MÅ han da være stoppet! Eller?
Svaret får vi selvfølgelig ikke. Tom Cassidy bliver ved med at vente og kigge gennem sin kikkert efter Rambukken, Edderkoppen besøger Spindelkvinden på hospitalet, som overlever. Og historien slutter med at zoome ind på cementen.
Masser af action men status quo opretholdes
Det er en ganske basal historie med et enkelt plot, som afvikles her. Men det er velfortalt, dynamisk afviklet på alle fronter og fortæller noget helt grundlæggende om Edderkoppen som helt og karakter.
Samtidig er det en demonstration af den klassiske Shooter-model og Marvel-opbygning, som nogle gange kan tage overhånd, men her fungerer det. Det hele holdes til et nødvendigt minimum. Men kender man formen, som her var ganske ny, så vil den nok virke lige lovlig velkendt med sine “gentagelser og opsummering af plot pointer”. Også illustreret ved karakterer, som nogle gange tænker højt i eksposition kun for læsernes skyld.
Som nævnt gør Romita Jr. sit for at løfte arven efter farmand og løfte plottet med sine dynamiske tegninger. Det er nemt at følge handlingen fra rude til rude, det meste foregår i forgrunden, mens baggrunde sjældent er detaljerede. Figurerne har et “klassisk” look, som for mange læsere nok vil være ikoniske. Fra Jonah J. Jameson, over selvfede Lance Bannon, Betty, Robinson og Rambukken.
Det er også helt klassisk superhelte-form i det, at det umiddelbart sker en hel masse (action), med minimal udvikling af en række subplots og længerevarende tråde. Her eksemplificeret ved livet på Daily Bugle og diverse intriger og fnidder mellem bifigurer. Men i de store linjer rykkes der egentlig ikke ved, og slutligt genetableres en form for status quo.
Marvelklubben er for alvor åben
Status quo var det ikke for Interpresse og dansk Marvel til gengæld. Det var lige i begyndelsen af en ny start. Det kan også aflæses på indholdet af Marvelklubben, hvor der gøres en dyd ud af at servicere de nye læsere.
Det gælder både lederen af Marvel-Morten, der gør sit ypperste for at introducere indholdet på den sparsomme plads. Fra og med nr. 1/85 oplyses også, hvilke amerikanske blade, som er blevet brugt i de danske. Her med tilbagevirkende kraft, så man får en lille liste med de hidtil udsendte Marvel-blade fra Interpresse.
Her kan man også se, hvad det var for et redaktionelt arbejde som lå bag. Marvel-Morten har i sin glimrende podcast med Kim Helt, SuperSnak ofte nævnte, at der blev klippet og klistret for at sammensætte de danske blade. Allerede på den korte liste, der er trykt, fremgår det, hvor der er skåret fra og sat sammen på ny.
Bladene indeholder også en profil af Rambukken, samt to artikler om henholdsvis “Det tidlige Marvel” og “Alliancens første dage”. Der er altså information og indhold for sine 8,85 80er kroner.
Mere end “bare” Edderkoppen
Ud over den nu ikoniske fortælling om Edderkoppens kamp mod Rambukken (som han vel teknisk set ikke direkte vinder?) af Stern og Romita Jr., blæser der også andre nye vinde igennem det danske Marvel-marked. Anden del af de to blade indeholder nemlig historier med De Fantastiske 4.
Det i sig selv er jo ikke noget nyt, men det er nogle af de første De Fantastiske 4 historier tegnet og skrevet af John Byrne. Ligesom Stern og co var gode for Edderkoppen, så var Byrne med til at puste nyt liv i den hensunkne serie med Marvels “First Family”.
De Fantastiske 4 oplevede med Byrne ved roret en opblomstring, som ikke var set siden den velmagtsdage 20 år tidligere, hvor Stan Lee og Jack Kirby skabte serien. Jeg vender nok tilbage og kigger på noget af Byrnes materiale ved en senere lejlighed. De Fantastiske 4 var dog den Interpresse Marvel-udgivelse, som fangede mig mindst i de gode gamle dage.
Jeg var først og fremmest Edderkoppen-fan. Dengang hoppede jeg først på serien med nr. 26 et par år senere, så disse blade er erhvervet antikvarisk her mange år senere. Da har jeg nok et lidt mere “analytisk” forhold til indholdet, hvis man kan kalde det, det.
Men det jeg har læst her, ville unge jeg med garanti have elsket helt ukritisk! Non-stop 80er Edderkoppe-action mod en pisse sej skurk!!
