Manden uden frygt var ved at segne hen, men så dukkede en ung, energisk og kreativ drivkraft op. Frank Miller var manden, som fik superhelten på rette kurs, ja faktisk var der på sigt tale om en regulær genfødsel.
Inden Born Again, eller Genfødt, som kom mod slut i Millers forløb på Daredevil var genopstandelsen dog gået i gang. Det skal vi kigge på denne gang, begyndelsen til genfødslen, da Miller meldte sin ankomst og stille og roligt overtog styringen.
Roger McKenzies fundament
Miller havde allerede haft sporadisk arbejde hos Marvel, da han blev sat på som tegner på Daredevil fra nummer #158 i 1979. Blandt andet havde han tegnet lidt Spider-Man, men da legendarisk Gene Colan stoppede på Daredevil, øjnede han en mulighed.
Efter eget udsagn var han mest interesseret i crime/noir tegneserier, men med Daredevil så han potentiale for at kunne lave den form for historier bare med en superhelt. Indledningsvist, fra nævnte nummer #158, var Miller “kun” tegner. Med Klaus Jansson som rentegner, mens historierne blev skrevet af Roger McKenzie.
Hurtigt, som man kan se i dette Bind 1 fra Faraos/Fahrenheit, så bliver han dog krediteret som både tegner og “plotter”. McKenzie var stadig hovedforfatter, men stoppede med nummer #165, hvorefter Miller overtog både tegne og forfatterjob.
Bind 1 er naturligvis en dansk version af en amerikansk opsamling, men når udgivelsen præsenteres som “Frank Miller og Klaus Jansons” Daredevil, så er det altså en sandhed med modifikationer. McKenzie er måske ikke lige så kendt, men det er altså på hans fundament, at Miller bygger videre og ovenpå. Man fornemmer dog også en forandring og udvikling, når Miller får fuld kontrol over tøjlerne.
Dæmon med rod i privatlivet
Når man taler Frank Miller (Og Klaus Jansson, og senere David Mazzucchelli) og Daredevil, så tænker mange nok på historier med Elektra, Kingpin og kulminationen i Born Again forløbet. Det er dog først i bladene #227 til #233, hvor Miller vender tilbage til Daredevil efter en pause (han vendte tilbage i #219) og gør arbejdet færdig.
Hans første forløb på titlen går fra starten her med #158 til og med nummer #191, i Bind 1 får vi kun den spæde start til og med nummer #172. Og vi starter med sidste del af en længere historie, hvor Daredevil er oppe imod The Unholy Three, der her er lykkes med at kidnappe Matt Murdock.
Den, og de efterfølgende mere enkeltstående hæfter, hvor vi møder skurke som Mr. Slaughter , Dr. Octopus, Gladiator og også Bullseye for en kort bemærkning, er ganske fine. Det er standard Marvel superhelte fortælling skåret over en velkendt, men fortælleteknisk velsmurt skabelon. Og de afvikles alle over ét enkelt hæfte, mens længerevarende subplots med jævne mellemrum holdes kørende.
Det være sig Matt forhold til arvingen til et forretningsimperium, Heather, Foggy Nelsons forestående bryllup, ligesom Natasja Romanoff aka Black Widows rumsterer i Matts liv. Det er den obligatoriske blanding af rod i privaten og soap-serie lignende plots og forviklinger, som Stan Lee var med til at introducere i 60erne…
It’s Miller time!
Millers indflydelse fornemmes her kun i glimt, og mest gennem tegningerne. Som heller ikke er helt den stil Miller senere forfinede og gjorde helt sin egen. Han tegner her i mere klassisk Marvel-stil, men prøver at snige noget Millers dynamik ind i slagsmålsscener og nogle spredte “poseringer”, hvor han sniger sig til at lege lidt med formen.
Men Så sker der noget. Efter et lille afbræk i #167, som er skrevet af David Michelinie, tager Miller over som eneste forfatter. Mens Janson gradvist, som Miller koncentrerer sig om at skrive, kommer til at stå få den visuelle del. Og forskellen er tydelig.
I første Miller-hæfte (#168) introduceres Elektra og vi er off to the races. Allerede fra første side genkender man den måde, Miller skriver på. Både i tone og indhold, men også måden den fortællende og beskrivende tekst (fortællerstemmen kan man sige) bliver meget mere central og fremtrædende. Hæftet forklarer Elektra og Matts fælles fortid og reintroducerer hende i Matts liv i nutiden.
Nu er hun ikke en lidt bly og beskyttet græsk studerende, men en hærdet lejemorder, som er hyret til at skaffe Daredevil af vejen på vegne af Mr. Slaughter. Så galt går det naturligvis ikke, da hun opdager, at Daredevil er hendes ungdomskæreste Matt. Dermed er de første frø til en længere og dramatisk fortælling sået, som kom til at redefinere og revitalisere Daredevil.
Keglekongens gangsterkrig
Elektra når dog kun at blive introduceret for en kort bemærkning, inden hun glider i baggrunden igen. En større, i hvert fald rent fysisk, farer lurer nemlig i de sidste 3 hæfter i bind 1. Keglekongen er tilbage.
Egentlig havde Fisk trukket sig tilbage i Japan sammen med sin elskede Vanessa, og lagt forbryderløbebanen på hylden, samt vendt underverdenen ryggen. I en sådan grad, at han har lavet en aftale med regeringen. Han har nogle dokumenter, som afslører New Yorks forbrydersyndikats synderegister. Dem vil de nuværende konger af undergrunden gerne have fat i, så de kidnapper Vanessa for at få en klemme på Keglekongen og lokke ham ud af busken.
Om det lykkes og hvordan det hele udfoldes i de sidste hæfter, og hvordan både Matt Murdock og hans alter ego bliver involveret, skal man selv have fornøjelsen af at læse. I lidt bredere forstand er det virkelig her, at Millers vision for serien og karaktererne foldes ud og kommer til deres ret.
Tonen er blevet mærkbar mørkere, mere voldsom og også realistisk. Keglekongen, Daredevil og de andre har overnaturlig styrke og evner til en vis grad, men er ikke uovervindelige. De har ikke superkræfter som sådan, men må i lige så høj grad benytte deres kløgt og lægge planer. De, ikke mindst Daredevil, mærker på egen krop de tæsk, der uddeles.
Nuancerede helte og skurke
Et andet element, som træder tydeligere frem i Millers mere “realistiske” tilgang er, at karaktererne bliver mere nuancerede og får mere dybde. Man ser det allerede i en tidligere historie i bind 1, da Miller har fået mere indflydelse, hvor han tilfører Bullseye flere lag. Nu er han ikke bare en skurk i en fjollet dragt, men har en svulst i hjernen, som læger mener KAN have drevet ham til hans morderiske adfærd.
Matt Murdock er med til at få ham benådet efter en vellykket operation, men ak, det viser sig at han hurtigt vender tilbage til de forbryderiske aktiviteter. Han lejes af New Yorks forbryderbosser til, at skaffe Keglekongen af vejen – men han er løbende i tvivl, om han mon satser på den forkerte hest i den sammenhæng. En skurk, som IKKE bare stirre sig blind på ÉN specifik OND plan!
Endnu mere nuanceret bliver portrættet af Wilson Fisk og Keglekongen, som hidtil mestendels havde været en gammel Spider-Man skurk. Hos Miller bliver han vel Daredevil skurk nummer 1? Det er med vilje, at jeg skelner mellem Wilson Fisk og Keglekongen. To sider af samme mand, men to forskellige. Noget Miller stille og roligt dykker ned i her.
Wilson Fisk er en hård forretningsmand, ja, men hans et og alt er Vanessa, som han vil gøre alt for. Endda droppe kriminalitet. Keglekongen er hans brutale, morderiske og skrupelløse skyggeside. Ham der tager over, når Vanessa er i fare eller det er nødvendigt at smide handskerne og de gode intentioner. Ham ønsker man IKKE at krydse.
SæbeOPERA sælger
På den led er der næsten noget opera-karakter og skæbne over Fisk/Keglekongen hos Miller, en tragisk figur, som næppe kan undgå sin “skæbne” lige meget, hvor meget han prøver. Nogle af de samme elementer fornemmes hos andre figurer og i den samlede stemning i serien efter Miller fik lov til at give den gas.
Det går fra velkendt Marvel-Soap til et mere beskidt, jordbundet og psykologisk thriller med melodramatiske udflugter. Vi er der ikke HELT endnu, men kimen bliver lagt. Både i overordnet forstand med den grundlæggende tone og stemning, men også i mindre detaljer. som måske skal bruges senere, eller kan udvikles- og bygges ovenpå.
Og det virkede. Da Miller blev sat på serien, var den på nippet til at blive droppet af Marvel. Men et eller andet fængede, og fængede hurtigt, da Miller og Jansson fik mere indflydelse. Da Miller og Janson overtog serien fuldstændig, var salget allerede steget så meget, at bladet gik fra at udkomme hver anden måned til igen at blive månedligt.
Det salg eksploderede efterfølgende, så Daredevil snart var Marvels bedst sælgende månedlige blad. Og vi taler vel at mærke om en udvikling, som har udfoldet sig over relativt kort tid. Fra bunden da Miller starter med nummer #158 til han har vendt skuden 10 numre senere.
Flot udgivelse som smager af mere
Det er også en af hovedårsagerne til, at man bør investere i Daredevil Bind 1. Jo, materialet bliver gradvist og eksponentielt bedre og bedre, men det er udviklingen man tydeligt kan se og fornemme, som er det mest imponerende. The best is yet to come. Men det her starten, og den skylder man næsten sig selv at få med.
Heldigvis er Bind 1 pengene værd, for den er ikke helt billig på dansk. Knap 300 kr. (hvis man ikke lige hapser den på en heldig rabat weekend online som mig) lyder umiddelbart en smule pebret for en samling 40 år gamle tegneserier. Det er jo ret beset “bare” genoptryk. Og der er som altid med Faraos/Fahrenheit Marvel på dansk udgivelser intet ekstramateriale.
Her kan det dog tilgives og er forståeligt, det er en 1:1 overførelse af en amerikansk pendant, ekstra sider med eksempelvis noget baggrund og kontekst var nok umuligt pga. sidetal og økonomi. Modsat nogle af de tidligere udgivelser, hvor man “spildte” ekstra sider på reklamer for egne udgivelser i stedet for noget redaktionelt stof af en art. Det ville stadig pynte, men bind 1 er i sig selv en meget flot udgivelse.
Trykt på dejligt tykt papir med en fyldig og let mat farvelægning, så det ikke ligner et eller andet glat og poleret digitalt helvede. Solid hardcover indpakning, som holder indholdet om Hells Kitchens indbyggere sikkert på plads. Alt i alt en indpakning, som emmer af kvalitet – som indholdet også fortjener.
Frank Miller og Klaus Janson er i gang, hop på her. Det er godt og bliver kun bedre herfra.
