Lige da han troede han var færdig hiver DE HAM TILBAGE! Ok, det er ikke The Godfather, men forbryderen/selvtægtsmanden/antihelten Dead Eyes var egentlig gået på pension. Men kassen er tom, det kribler i fingrene og et gammelt udstående med den kriminelle underverden lurer.
Dead Eyes er en kort, stram fortælling med et enkelt, men velsmurt plot. En 4-numre lang miniserie (med mulighed for en fortsættelse), der både mætter og efterlader en sulten efter mere.
Et pragteksempel på effektiv historiefortælling
Man kunne vel næsten ikke ønske sig mere? 4 velskrevne og effektivt plottede numre, en lille afrundet historie men med masser af potentiale til at digtede videre og ovenpå?
Det er nærmest en lille genistreg, som forfatter Gerry Duggan leverer med hans selvejede Image Serie. Store ord, men jeg kan ikke huske, hvornår jeg har været så godt underholdt og fanget af noget, som kun tog en halv times tid at pløje sig igennem. Og tilmed ikke virke skuffet over længden efterfølgende.
Duggan formår nemlig både at fortælle en spændende historie, pace plottet på forbilledlig vis og introducere en ret nuanceret hovedperson. Alt sammen med relativt enkle virkemidler og på begrænset plads uden, at man synes at der undlades for mange mellemregninger i farten.
Men hvem er Dead Eyes?!
Var 90erne virkelig så fede?
“They remember the 90’s being more fun than I do…”, lyder det fra vores hovedperson i starten af første kapitel. Han står under bruseren efter vi har set han tørre røv stående pga. smertefulde hæmorider. Inde i stuen har hans udkårne, Megan, set i “where are they now?” udsendelse med fokus på Dead Eyes.
Han har nu været forsvundet i 10 år (siden 1997 i seriens tid), er han død eller sunket i jorden efter et sidste stort “score”? Rygter vil vide, at han snød lokale gangstere for 10 millioner dollars (12, lyder det fra gangsterbossen, som også ser med sammen med mange andre i byen, som vi ser i en indledende montage).
Megan er bundet til en kørestol, men hovedet fejler bestemt ikke noget, ligesom mundtøjet er velsmurt. Man fornemmer straks en hengivenhed og “jokende” hård/men kærlig tone mellem Martin og Megan. Men Martin lyver for Megan, og han hader sig selv for det.
Han er ikke gået på pension, og tager ikke ud og spiller golf et par gange om ugen. Pengene fra hans kriminelle løbebane slap op for et år siden, nu er han tilbage i gamet. Han prøvede ellers med et helt almindeligt lovlydigt job for en stund, men “I was the one getting robbed”.
Storbyen Robin Hood eller selvretfærdig selvtægtsmand?
Martin puklede i et supermarked, men blev dårligt behandlet, underbetalt og udnyttet. Og han så mange kolleger i samme situation, knoklede for “the man” og udnyttede af ditto. Blot for ikke at have nok til dagen, vejen og huslejen når dagene er omme.
Dead Eyes var på en måde en hæderlig forbryder. Hvis noget sådant findes. En art moderne storby Robin Hood, der af og til gav lidt til de mest nødlidende. Men selvfølgelig mest til sig selv. Dog stjal han altid fra store firmaer, rige svin og lignende kapitalistiske foretagner. I hans egen optik havde han en form for æreskodeks, og et “budskab” – bag berigelseskriminaliteten.
Handlingerne og Martins personlighed tilføjes flere nuancer, når man erfarer, at pengene går til Megans behandling og galoperende hospitalsregninger. Endnu en mekanik og noget systematisk i det amerikanske samfund, der nærmest virker designet til at holde de fattige og underklassen i et økonomisk jerngreb.
Dead Eyes har en (indrømmet lidt forskruet) moral. Men Dead Eyes foregår også i et forskruet og skævvredet samfund. Serien Dead Eyes og dens bagmænd har tydeligvis noget på hjertet.
En tur i trillebør
Dette er også en af Dead Eyes mange forcer som serie. Hvad der nemt kunne være blevet en klassisk fortælling om en antihelt/selvtægtsmand, og de sædvanlige moralske dilemmaer stikker på en måde dybere her. uden at det bliver udpenslet og “tungt”, eller prætentiøst.
Det ligger bare som et ekstra lag i serien, der introduceres tidligt og så ellers simre i fundamentet. Som når en af Martins gamle partners in crime (ved egen skyld) kommer virkelig galt afsted under et af deres kup og må køres på skadestuen (i en trillebør!). Martin ender med at betale (anonymt) for den uheldige kumpans hospitalsophold. Hvor han sagtens kunne have beholdt alle pengene selv – hans gamle “kollega” kender nemlig ikke hans sande identitet.
Ingen ved, hvem der gemmer sig bag den simple maske med røde øjne. Hvilket også gør at Dead Eyes som figur er mange ting for mange folk. Han er dog også mange ting for sig selv og har en udpræget evne til at sætte sig selv i situationer, som tvinger ham ud i valg – og ofte til at “gøre det rigtige”, på bekostning af nemmere valg, der kunne tilgodese ham selv.
Du lugter ikke af sved, du lugter af blod…
Et eksempel fra første kapitel er, at noget der var et simpelt kup mod en anløben type ender med at Dead Eyes finder en kælder fyldt med tilfangetagne kvinder. Han slår kidnapperen ihjel på voldsom vis, men tilkalder politiet, så de kan komme og tage sig af kvinderne.
Hjemme venter Megan på trappen og siger, “du lugter ikke af sved, du lugter af blod. Du arbejder igen”. Boom, slut på første kapitel. Jeg vil ikke dykke for meget ned i resten af plottet og den større historie, men i første omgang lige konkludere, at alene første kapitel er et klasse eksempel på effektiv fortælleteknik. Uden at det kammer over introduceres, etableres og udvikles der så mange elementer, at man ikke kan vente med at læse videre.
Og serien og Duggan slipper stort set ikke speederen de følgende 3 kapitler. Tværtimod eskalerer tingene hurtigt, plottet bliver mere forviklet og fortættet, men stadig fortalt med overblik og overskud. Samtidig fungerer de enkelte kapitler også som små, delvist afrundede fortællinger i fortællingen.
Vi bevæger os hele tiden fremad, også hvad de større tråde angår. Men det sker på et godt plottet fundament af mindre “sidemissioner” og af- og omveje som Dead Eyes sendes ud på. Af venner, fjender, men ikke så sjældent selvforskyldt. Martin er, trods sit frygtede omdømme under masken, nemlig også lidt et klodset kvaj.
Brutal, grotesk og meget morsom
Her viser Dead Eyes og Duggan en af seriens andre store forcer. Humoren. Dead Eyes er morsom. På en brutal, grotesk og temmelig 90er agtig vis. Har du gennemlevet 90erne, og kunne lide popkultur og humor fra den tid, så vil du med en vis sandsynlighed elske tonen i Dead Eyes.
På den led kan den, og Martin/Dead Eyes, godt minde lidt om Matt Fractions fremragende Hawkeye. I det vi følger en uheldig (heldig!) “helt”, der ikke har superkræfter – ud over evnen til at bringe sig selv i fedtefadet. Dead Eyes er ikke usårlig, han får knubs og det virker ofte som om han overlever på rent held og tilfældigheder.
Det resulterer både (ofte på samme tid) i nogle af seriens morsomste og brutale øjeblikke. For Dead Eyes er ikke kun sjov, men også ultra blodig og voldelig. Volden sker pludseligt, i korte eksplosioner, hvilket blot forstærker effekten. Det er ikke for sarte sjæle. Men det er også så overdrevet, at det bliver “morsomt” på tilsvarende groteske måde som humoren.
Der er kort sagt en god balance i tonen hele vejen igennem – og rundt. Men det kræver nok at man ER til stilen. Det er dog stadig værd at have den tidligere nævnte modvægt i form af dybere budskaber, samfundskritik og seriens hjerte in mente, når balanceregnskabet skal gøres op.
Plus
– Velfortalt og velplottet
– Engagerende
– Balancen i seriens tone
– Sjov OG grov
– Interessant og nuanceret hovedperson
– Ikke sort/hvid i sine tematikker, budskaber og moral
Minus
– Den er for kort!
Konklusion
Som man kan fornemme, så har jeg ikke meget negativt at sige om Dead Eyes. Eneste svaghed kunne være, at man muligvis skal være barn af 80erne/90erne for at tonen appellerer til en. For mig smager det af mere, uden at jeg lukker bladet på tom mave.
Billederne stammer fra Dead Eyes #1, som kan læses gratis på Image Comics.
