NA NA NA NA NA NA NA NA BAAAATMAAAN! I slutningen af 80erne fik slut-60ernes Batman TV-serien en kort genopblomstring i popularitet, i hvert fald i Danmark da DR lod de campy løjer rulle over skærmen.
Ikke sene til at se en fin fidus forsøgte Interpresse sig også med en relancering af Batman i tegneserieform. En kærkommen lejlighed til at lægge sig i slipstrømmen af Frank Millers revitalisering af den kappeklædte hævner. I stedet for fik de danske læsere dog noget helt andet.
Af uransagelige årsager, ok måske økonomiske, er der nemlig tale om materiale af noget ældre dato i disse nye blade. Sikkert for at ramme en lidt altmodisch ånd og stil som seerne var vænnet til fra TV-serien. Og muligvis havde man nogle billige rettigheder?
Gammel vin på retro-flasker?
Hvad det end skyldes, så er materialet copyrightet i 1966. Historierne er dog af ældre dato, og bringes i noget, der ligner tilfældig rækkefølge. I følge hjemmesiden superhelteserier.dk er der nemlig tale om:
Batman # 85 : The Guardian of the Bat-Signal (1954)
Batman # 177 : Two Batman Too Many (1965)
Batman # 120 : The Failure of Bruce Wayne (1958)
Indholdet i bladet har i stil og tone dog ikke rigtig noget med den fjollede TV-udgave at gøre. Det forhindrede dog ikke Interpresse i at bruge et PR-foto fra TV-serien som forside, selvom det absolut intet har med indholdet i bladet at gøre. Faktisk refereres TV-serien slet ikke nogen steder, ej heller får man en forklaring på det valgte indhold – selvom der introduceres en brevkasse på de redaktionelle sider.
Her kan man skrive til, og gætte på hvem redaktøren kaldet Batboy er. Endnu en i rækken af mislykkede afløsere/supplementer til den kære Super-Ove. Hvis tunge arv hviler over den første brevkasse, hvor samtlige breve er stillet til Ove, men tilsyneladende udvalgt på baggrund af Batman relateret indhold sendt til ham.
Stakkels hårdtprøvede danske DC-læsere…
Blind som en flagermus!
Der er plads til hele tre korte historier i det kun 36 sider tynde blad, der i det mindste er i farver. De følger alle nogenlunde den kendte modus operandi og “ånd” fra tiden, de stammer fra: silly shenanigans med mere eller mindre outlandish plots.
Den første er en fortælling om en snedig bande af bankrøvere, som tilsyneladende røver banker ved at lande i faldskærm ovenpå bygningerne. Og hurtigt er inde og ude inden ordensmagten, og Batman & Robin får nys om det og når frem. Her hjælpes de ikke ligefrem af at der er problemer med driften og håndteringen af Batsignalet. Der indledningsvis bliver overdraget til en pensionsmoden betjent, som Batman forbarmer sig over og giver en tjans så han undgår tidlig pension.
Der etableres og afvikles hurtigt nogle afledningsplots med mulige mistænkte, og mistanke falder også på den aldrende betjent, som gang på gang formår at “overse” alarmen på taget om at Batsignalet skal tændes. Selvfølgelig er der en naturlig forklaring, som Batman opdager pga. sin snilde – betjenten er praktisk talt blind! Hvordan fanden han så har formået at skjule det for alle andre imens han var på arbejde…
Nuvel, efter 12 siders detektiv og deduktion-arbejde fra Batman (som naturligvis er klogere end alle andre) oprulles og afsluttes plottet med at den skyldige bande pågribes på den sidste halve side. Batman & Robin dropper alle mellemregninger, ligger på lur og forbryderne går lige i en fælde i deres eget skjulested. Batman-bing-bada-bun, slut. Effektivt!
Shaman leger med ler
I bladets anden historie skrues der straks op for fjollerierne. Vi er væk fra simpelt gadeplan og bankrøverier og skal opleve Store og Lille Batman i aktion.
Ed “Tal” Garney, en eftersøgt forbryder, er ude at slentre en tur og ser “Batman” og tegn på ham overalt. Paranoiaen driver ham ud af byen i automobil og i løbet af 2 ruder er han vandret med en tændt fakkel ind i en afsidesliggende grotte. Her finder han to figurer af ler, der i lyset refleksion i en stor krystal i grottens loft fluks bliver levende, og antager formen af henholdsvis Store og Lille Batman – i det Batman var det deres “befrier” havde i sine tanker. Og nu er de hans slaver.
OKAY så. Nå ja, og lerfigurerne er oprindeligt skabt af en shaman – den slags hang åbenbart ud i nærheden af Gotham i fordums tid? Anyway, kort historie kort, Garney bruger selvfølgelig sine Batman-slaver til lyssky affærer, mens den ægte Batman tager det overraskende stille og roligt. Garney bliver med tiden mistænksom og det viser sig da også at hans slaver i virkeligheden er Atom (den lille Batman) og Gummimanden (den store) i forklædning!?
Hvad? Nååårh, det hele var et setup fra den ægte Batman! Ja, han havde åbenbart regnet ud, at Garneys paranoia ville drive ham ud af byen, ind i netop den grotte, hvor Batman havde placeret sine superheltekolleger og udstyret dem med en troværdig baggrundshistorie om magiske krystaller og en shaman. Det giver da sig selv, ikke?!
Bruce Wayne: skamplet på stamtræet
I den sidste historie får vi lov til at følge Detektiv Bruce Wayne. Så Batmans alter ego får altså lov til at pryde overskriften og titlen her. Det er nu så som så med detektiv-arbejdet i en ret bizar fortælling, hvor Batman opfører sig noget out of character.
Hans onkel Silas (den berømte?) synes ikke at lapsen Bruce lever op til Wayne familiens stolte tradition for rigtige mandfolk. Vi ser en væg med portrætter af Wayne mænd gennem generationer, som Caleb Wayne der var nybygger, Anthony der kæmpede i George Washingtons hær og min favorit: Ishmael Wayne, berømt hvalfanger! Noget at være stolt af og leve op til, Bruce, fang så en hval!!
Det giver Bruce et ukarakteristisk form for mindreværdskompleks, og en ustoppelig trang til at leve op til stamtræet af en eller anden grund? Han kan jo ikke fortælle Silas, at han er Batman. Og hver gang han prøver i denne historie ved, at stoppe en bevæbnet fange på en byggeplads og senere en kæmpe robot, der er løbet løbsk, er han nødt til at gøre det som Batman. Men så får han en snedig idé, da Babyface og hans bande skal stoppes…
Batman og Robin får onduleret Babyface og co., og så smider Batman masken overfor den ventende presse! Men vent, en anden Batman, den “rigtige” slutter sig til festen og forklarer at han ven Bruce hjalp ham med at lokke banden i baghold forklædt som Batman. Silas, der nu ligger for døden, er glad for at Bruce mandede sig op og hjalp selveste Batman. Han fik sit sidste ønske opfyldt og Bruce (“klædt ud” som Batman) kommer op at hænge på portræt væggen med paraden af hvalfangere og slaveejere (formodentlig…).
Nå ja, og det var naturligvis Alfred, der var klædt ud som den anden Batman. For han ligner jo en bøffet superhelt og ikke en skrøbelig, aldrende butler med et tyndt overskæg. What the FUCK?!
Bob Bob Bob, Bob Kane
Nå. Det var da… noget? Jeg kan ikke helt komme mig over, at dette blad, udsendt under Satellit Blad-banneret, stinker af nemme penge og ikke særlig meget kærlighed. Ikke nok med at materialet er gammelt og selv i 89 må have virker uddateret, så får forsiden det til at virke udspekuleret. Hvorfor ikke bare bringe materiale fra 60erne så, som var mere i tråd om ikke andet tidssvarende med TV-serien?
Det vi får er så udpræget superheltetegneserier af den helt klassiske skole. Simple plot, hurtig afvikling og en episodisk følelse. Der er heller ikke nogen sammenhæng fra historie til historie, ligesom de virker helt tilfældigt udvalgt. Men man kan ikke påstå, at de IKKE har en vis underholdningsværdi og uskyldig charme.
Den kan Bob Kane så tage æren for, eller det gjorde han i vanlig suspekt stil og fik lov til i mange år. Dog har Bill Finger dog allernådigst fået en kredit sammen med Kane for den første historie, mens Joe Gellia er krediteret som tegner af anden historie. Resten stod Kane HELT SIKKERT for! Dem der siger andet, lyver og vil blive sagsøgt!!
Hvor mange gange kan man sælge de samme historier?
Jeg ved dog ikke helt om jeg ville have æren for det her. Historierne er, hvad de nu er, metervare-tegneserie uden mange kalorier, men den visuelle del er sgu lidt mager. Naturligvis er det gammeldags, det siger sig selv, men det er godt nok også temmelig primitivt. Og igen kan det undre, at det er forsøgt (gen?)udsendt i 89 som noget “nyt”.
Det holdt dog også kun i 9 blade i løbet af 89, så gik denne inkarnation af Batman-bladet i sig selv igen. Eller, de udsendte “de sidste af de klassiske historier”, som der står på forsiden af nr. 9. Intet at se her, bladet floppede ikke, næh,vi fik udsendt lige nøjagtig alle de klassiske historier vi havde planlagt!
Sandheden er nok et skuffende salg, og at DR løb tør/holdt op med at vise TV-serien og så var relevansen helt væk. Samtidig var 89 jo et skelsættende år for Batman på mange andre fronter, blandt andet en større skærm end et gennemsnitligt fjernsyn i slut-80erne: Tim Burtons Batman-film og den tilhørende markedsføringskampagne og Bat-craze. Så må det her Batman-blad i sammenligning om muligt have virket endnu mere kikset og forældet.
The winds of change…
I stedet startede Interpresse forfra med endnu et Batman nr. 1 i slutningen af året, med nyere materiale fra 87-89ish, bare for at gøre forvirringen total. Og så er vi tilbage ved begyndelsen: hvorfor ikke gøre det her fra starten i stedet for det vi fik her?! Det virker rodet og ikke særligt gennemtænkt, noget det fra afstand virker som om prægede DC på dansk i den periode.
Relanceringen af det nyere Batman holdt helt indtil 1991, hvilket virker som en evighed for dansk DC. Og så prøvede de igen i 1994 ved at ride med på Batman The Animated Series bølgen, da den begyndte at køre på TV2 med tegneseriemateriale i samme stil og fra samme tidsperiode. Det holdt igen et par år, inden tanken var tom.
På en måde, og måske lidt forenklet sagt, så er Batman nr. 1/89 muligvis et af de første tegn og eksempler på at tegneserier ikke længere kunne sælge sig selv i DK. Et tegn på skiftende tider og op og slutligt en nedtur i 90erne. Man forsøgte at hægte sig på andre medier, ride med på bølger og skyde med spredehagl. Hvor man endte med at halse efter i stedet for at udstikke kursen, og til sidst var tiden løbet fra de månedlige blade. Desværre.
Det var den dystre fremtid. I nutiden i 1989 kunne man hygge sig med nostalgi fra 50erne og 60erne i tegneserien her og på TV, mens Burton fik sparket nyt liv i Batman (og superhelte på film generelt) i biografen. Hjemme i Sønderjylland sad en dengang 10-årig knægt og undrede sig. Hvad pokker var Batman egentlig?!
