I en ikke så fjern fremtid (måske?) er Jorden blevet overrendt af aliens. De landede først i Nigeria, men nu spreder de sig kloden rundt. Men ikke så hurtigt, fremmede! Hvis man vil ind i USA, skal man først igennem Laguardia – verdens første intergalaktiske lufthavn og sikkerhedskontrol.
Laguardia er en 4-numre lang miniserie udsendt a Dark Horse Comics. En slet-skjult fortælling om fordomme, racisme og manglede forståelse mellem racer af enhver art for folk, som skal have budskaber skåret ud i pap. Verden ville være meget bedre, hvis vi bare alle kunne være venner og der var plads til alle – vidste I det?
Sandheder eller banaliteter?
Det er svært at hade budskabet og tematikkerne i Laguardia, men måden de leveres på er en anden snak. Ingen tvivl om at forfatter Nnedi Okorafor har de bedste intentioner, og trækker på erfaringer hun har mærket på egen krop, set andre gennemgå eller ved er foregået gennem tiden. Og stadig foregår.
Laguardias tema er tilsyneladende evigt aktuelt, og igen aktuelt i en amerikansk kontekst med Trumps planer om massedeportationer, in mente. Men at fortælle det åbenlyse, endda på en temmelig kluntet og firkantet måde, løser næppe noget ud over at lette forfatterens hjerte.
En banal pointe, eller en kliché behøver ikke være et problem overhovedet. Mange sandheder kan jo ende med at fremstå sådan, fordi det er nødvendigt at fortælle dem igen og igen. For at få det til at glide ned, fænge eller ramme er det dog nødvendigt at man har en god idé, et effektivt plot, spændende karakterer, et eller andet det kan engagere. Laguardia har ingen af delene, desværre.
Potteplanter fra det ydre rum og borgerrettighedskamp
Konceptet er eller som udgangspunkt ellers kuriøst eller “skørt” nok til at KUNNE fungere. Som nævnt er Nigeria udgangspunkt for at rumvæsner af forskellig art pludselig er dukket op på vores planet. Her er de allerede en ret integreret del af lokalbefolkningen og samfundet, men det skaber problemer når de spreder sig til resten af verden.
Laguardia lufthavn er som nævnt tidligere blevet en art sluse ind i USA. Lufthavnen er dog stadig under ombygning. Vores hovedperson med det mundrette og slet ikke symbolske navn Future Nwafor Chukwuebuka er på vej fra Nigeria hjem til USA. Født i USA af nigerianske forældre (som blev dræbt af en bombe på et universitet).
Med sig har hun både en baby i maven og en levende alien potteplante, kaldet Letme Live. Begge dele gaver fra hendes forlovede med det slet ikke symbolske navn Citizen Raphael Nwabara. Hun er skredet i en fart pga. at potteplanten er på flugt fra en krig mellem flora og ukrudt fra det ydre rum, som ingen lige har lagt mærke til.
Hjemme i USA venter hendes bedstemor, som er lidt af en advokat og borgerrettighedsforkæmper i bred forstand. Hun har travlt med at hjælpe alt der kan vokse i jorden, kravle eller gå, som forsøger at komme ind i USA – eller forfølges pga. deres race i meget bred forstand.
Alt for meget og alt for lidt
Det lyder da umiddelbart meget sjovt, eller om ikke anderledes, ikke sandt? Joooh, desværre er symbolikken, metaforerne og allegorierne så bøjet i neon, at en blind mand ville misse med øjnene. Noget af det intentionel, men mest af alt virker det bare umanerligt klodset, kluntet og egentlig direkte dårligt skrevet.
Hvorfor Nigeria? Fordi: Afrika. Fordi Afrika = fordomme og racisme. Det synes at være grunden til at Nigeria er valgt, der gives ingen nærmere forklaring, det er bare sådan. OK, fint nok, jeg er egentlig tilhænger af at ikke alt behøver blive forklaret. Men her virker det som et SÅ tydeligt billede på racisme, at man føler det bliver proppet ned i halsen på en. Ikke nok med at de fremmede kommer fra de ydre rum, det kommer tilmed fra AFRIKA – så skal de sgu’ ikke ind her!
Og så er der navnesymbolikken, dialogen mellem karaktererne, rumvæsner imellem og fra plante til Future… OMG. Det er racisme’splain’ the comic book. Uden at tilføje noget, som kunne virker tankevækkende, provokerende eller bare… godt?! Det hele virker utroligt SKREVET, men ikke godt skrevet.
Plottet snegler sig på samme tid af sted og sprinter derudaf. Der sker meget lidt og alt for meget – hvis det giver mening? Lange scener udspiller sig med kedelig dialog, der vist skal virke “rap”, på en lille, ofte lukket lokation hvor karakterne er “spærret inde” sammen. For at bogen i næste øjeblik hopper dage, uger eller måneder i tid, fordi vi skal spole frem til næste “scene”.
Skal man heppe på nogen?
Og de scener er så overrendt af karakterer, som mildt sagt ikke sagde mig noget. Hverken mennesker eller rumvæsner opfører sig som rigtige mennesker… ok, i tilfælde af rumvæsner og til dels potteplanter, kan jeg tilgive det, men I ved sikkert hvad jeg mener.
De er tvunget til at have den debile dialog og ingen nævneværdige karaktertræk ud over noget, som kan stå i punktopstilling på en post-it. Deres interne forbindelser og forhold siger mig intet, slet ikke Future og Citizen, som man vel egentlig skulle hepper på fandt hinanden igen. Eller at man bare fik en forståelig grund til deres adfærd.
SPOILER: De får selvfølgelig hinanden til sidst, fordi sådan en bog er Laguardia. Efter stakkels (eller sørgelig/dumme/slapsvansede) Citizen er rejst den halve verden rundt for at finde hende der damen, som bare skred uden forklaring. Og han tilgiver straks, no worries, på det tyndest mulige grundlag. Fordi sådan en bog er Laguardia…
Der males med den brede pensel
Laguardia er også en grim bog. OK, ret skal være ret, her er vi klart ovre i noget med personlig smag og smag og behag .Men så lad os sige at jeg ikke er fan af tegner Tana Fords streg og visuelle stil. På flere punkter.
Stilen er i mine øjne en lidt underlig blanding, som kommer til at fremstå både for “cartooony”, for pæn og blød og samtidig ret ordinær og kedelig. Der er tegnet op med fede sorte streger, der giver det hele et skær af tusch-tegning. Det kommer til at se svulmende og “tykt” ud.
En del af det ligger nok også i farvelægningen, som ser lige lovlig digital og kunstig ud. Det er både for pænt og poleret, for farverigt på en måde der skæmmer og samtidig ser det alligevel flere steder underligt mat og udtværet ud.
Jeg vil dog rose forsiden, der er dynamisk og fanger ens blik. Og så er der en sjov og vellykket detalje med vores hovedperson, som bliver fremhævet ved at hun fremstår som et klistermærke der er sat ovenpå. Det er hun ikke, men der er brugt en eller anden teknik, hvor hun popper lidt op fra papiret – det ser nærmest ud som hun er lamineret.
Subtil som et trykluftsbor
Lad os bare konkludere, at Laguardia slet ikke er noget for mig. En skam, for præmissen er ellers ganske skæg og fangede min interesse. Ligesom der har været en række ganske positive anmeldelser, så det kan bestemt ikke udelukkes, at det er min personlige smag, som spiller ind.
Jeg bliver dog træt og ruller med øjnene over en fortælling, som banker sine pointer og moraler ind, som Laguardia gør det. Når planten LetMe Live (bare navnene, igen!) forklarer, at den er nødt til “at slå rødder” i USA for at overleve, så føler jeg mig talt ned til. Når Future-Citizen parret så navngiver deres barn… Future Citizen Lives Chukwebuka , så var det bare prikken over i’et.
Fra budskaber over udførelsen og præsentationen af disse til artwork, der males med alt for fed og bred pensel, så der ikke er plads til finesse og nuancer. Bare slagord og paroler. Velmenende og med hjertet i det og på rette sted, utvivlsomt, det ændrer bare ikke på at det giver mig hovedpine.
Plus:
- Hjerte
- Sjovt udgangspunkt
Minus:
- RESTEN
Konklusion:
Jeg håber ikke, at det lyder plante-racistisk, at jeg hellere vil lege med en ukrudtsbrænder end læse Laguardia en gang til. Der ER nogle interessante idéer og tanker at finde, men udførelsen halter og føles underligt overfladisk og uforløst.
