Depression, angst, mindreværd, selvmord! Der er liv og glade dage i Lars Kramhøfts (semi-selvbiografiske?) Noget Frygteligt Er Altid Lige Ved At Ske, som han vandt Pingprisen for i 2020. En tegneserier, der tackler den moderne mands udfordringer i en verden fyldt med ting, som der skal leves op til.
Det ydre pres kommer fra mange fronter, men det er det indre, som ender med at knække vores hovedperson. Det er muligt at komme ud på den anden side, men vejen dertil er lang og der er ingen hurtige løsninger.
Beta-han i en alfa-verden
Har “han” egentlig et navn?! Det slog mig lige, at jeg enten ikke husker vores jeg-fortællers navn eller at det aldrig fremgår? OK, hvor anonym og ligegyldig KAN man egentlig være?! Det må være en del af pointen i denne fortælling, som på mange måder handler om en ung mand, der stille og roligt forsvinder. Indtil der ikke er mere tilbage og han ikke engang kan se sig selv.
Han har talent for at tegne, og skal begynde på en tegneskole. Samtidig flytter han endelig hjemmefra, fra hans lidt omklamrende mor og en far, der virker lettere ligeglad med omverdenen. På den måde, er der sådan set ikke noget som adskiller ham fra så mange andre unge mænd… og jeg vælger at skrive “mænd”, da dette i høj grad ER en fortælling om at være en mand. Nærmere bestemt en følsom beta-han, som ser en verden hvor det er alfaerne, der styrer showet og er målestokken for hvad en mand skal være.
Det kan vores fortæller på ingen måde leve op til, og han ved det.
Glidebanen er dermed i gang, og har nok været det længe før han endelig forlod reden. Som en forvirret og retningsløs fugleunge, der nok aldrig har lært at flyve. Hvorfor ikke? Det er svært at sige, men nogle flyver bare bedre, højere, hurtigere og vildere end andre. Nogle lærer endog aldrig at lette.
Glasset er altid tomt
Vi følger fortællerens trivielle hverdag, hvor han forsøger at finde sig til rette i livet. På en skole, hvor konkurrencen er benhård og albuerne mere spidse end blyanterne. I privatlivet, hvor han ikke har nogen omgangskreds af nævneværdig grad. Og hans kærlighedsliv – eller mangel på samme.
Han falder (med egne ord) egentlig nemt i snak med det modsatte køn, men han ender også på et splitsekund i den frygtede vennezone. Han er ikke kærestemateriale, men en kvinderne gerne vil være ven med, da han ikke er en trussel. Det eneste han ønsker er en kæreste… eller bare et hunkøn at knalde med! Men han er nørdet, “umandig”, tyndfed og begynder allerede at tabe håret.
Følelsen af utilstrækkelighed og ikke at slå til som MAND tager til bogen igennem. Hans søgen efter opmærksomhed fra det modsatte køn bliver tiltagende desperat. Selvhjælpskurser, online dating, byture med en gammel ven som er en fandens fissekarl… På sin vis kan man sige, at han heller ikke har de bedste forbilleder, eller billeder af hvordan en mand bør være.
Problemet er nok sådan set ikke, at han ikke er mandig nok, men at han TROR det er problemet. Hans største problem er, at han ikke tror han er- eller føler sig- god nok som han er. Og det gælder samtlige livets facetter. Han er aldrig god nok og noget frygteligt er altid lige ved at ske, som titlen siger. Det er ikke engang et spørgsmål om glasset er halvt fyldt eller halvt tomt, der er aldrig noget i hans glas.
Når mænd bliver toksiske
Han er dog langt fra ene om at have komplekser og problemer med sin maskulinitet. De mænd han omgiver sig med er en parade af problematisk adfærd. De såkaldte alfahanner er fyldt til bristepunktet med toksisk adfærd, der kammer over i eksplosive glimt. Når de ikke lige er svin overfor kvinder.
Den eneste “ligesindede”, Daniel, som han møder på sin stillestående tur gennem livet, er en tikkende bombe. En vred mand af den potentielt farlige slags – både for sig selv og sine omgivelser. Han tænker på et tidspunkt (henkastet) højt for sig selv, hvor han lufter tanken om at dreje sin varevogn op på fortovet og pløje igennem menneskemængden af uskyldige. Bare for at lade “det” gå ud over nogen.
Noget frygteligt er altid lige ved at ske, i dette tilfælde bliver det ved tanken. Det er dog ikke altid tilfældet, som vi også kender det alt for godt fra den virkelige verden…
Dermed handler bogen ikke udelukkende om depression, følsomme mænd der har det vanskeligt og at det i det hele taget kan være svært bare at være menneske. Den handler også om toksisk adfærd, både overfor sig selv, men også hvordan den kan vendes mod og gå ud over omgivelserne.
Bare for ikke at føle sig overset, usynlig eller ligegyldig.
Gennemført deprimerende
Det illustreres også i den visuelle stil og gennemgående streg. Stilen er enkelt, figurerne uden mange detaljer og træk, men alligevel ret udtryksfulde. Kramhøft er dygtig til at få meget ud af lidt, og selv med få detaljer i eksempelvis ansigter er man aldrig i tvivl om karakterernes adfærd og sindstilstand.
Stregen er ikke videre realistisk, det ligner hvad det er: tegneseriefigurer af den klassiske slags. På visse punkter minder det mig lidt om Hernandez-brødrenes Love and Rockets i stil og udtryk. Her er det også på samme tid ret “cartoony”, men samtidig “simpelt”, men i glimt meget ekspressivt og nemt at afkode rent visuelt.
Det hele underbygger meget godt følelsen af, at hovedpersonen ikke er, eller føler sig som, noget særligt. Han er anonym, kunne gå i et med baggrunden og ingen ville opdage det – som han ser sig selv og verden.
Stemningen af nedtrykthed, melankoli og depression repræsenteres også i den skrabede farvepalette og brugen heraf. Sort, hvid og mat lyseblålig. Med rød brugt som kraftig kontrast udvalgte steder, som bryder med den eller dominerende tone.
En sjov “lille” detalje er, at siderne er nummereret i omvendt rækkefølge. Startende med s. 132, og så tælles der ned for hver side. Dermed er der også noget ildevarslende, som på usagt vis hænger i luften bogen igennem. Man aner, at nedtællingen næppe er til noget godt for, som I ved – noget frygteligt er altid lige ved at ske.
Bunden af det bundløse hul
På mange måder er Noget Frygtelig Er Altid Lige Ved At Ske og dens hovedperson meget relaterbar. Jeg har selv bøvlet med knolden og kender mange af de følelser og situationer, der beskrives i bogen og som vores fortæller gennemgår i løbet af dens 132 sider. Alligevel har jeg også lyst til at stikke ham en flad og råbe ham ind i krydderen, at nu skal han kraftedeme tage sig sammen og mande sig op!
Det er nok også en del af pointen, og det som gør bogen vellykket. Selvom jeg kender til tilstanden, der fremstilles på meget realistisk vis her, så har jeg stadig nogle af de samme tankemønstre og fordomme, som jeg selv levede efter i mange år. “Det her skal jeg nok klare på min måde”, “jeg har ikke brug for hjælp”, “det skal bare løbes væk”, “man skal bare tage sig sammen” osv., – problemet er, at en del AF problemet netop er at det KAN man ikke. Og så rammer man først en ond nedadgående spiral og til sidst bunden.
Bunden af et bundløst hul. Der ender i ingenting. Sådan var det i hvert fald for mig efter jeg i årevis, ja, egentlig årtier efter bedste evne havde forsøgt at ignorere faresignaler og symptomer. Hvor kom de fra? Tja, emotionelt vraggods, dødsfald, mislykkede studier, skilsmisse, livets trummerum. Kom det derfra, har jeg altid haft anlæg for det, og nogle af de nævnte ting skete som resultat heraf og ikke omvendt? Hvem ved, måske det hele i en uheldig kombination, eller også ville jeg alligevel være endt med en middelsvær til svær depression.
Det er en tilstand som er svær at beskrive, for den lyder så ynkelig, vag og “har alle det ikke sådan”? Jo, men os depressive typer mangler åbenbart noget kemi i hjernen, der gør det hele flatliner i øverste etage. Jeg har engang forsøgt at beskrive det som, at det føltes som om man blev passager i sit eget liv. Passiv, ude af stand til at spænde sikkerhedsselen op og forlade bilen. Til sidst gik bilen i stå. Så sad man der. Og der var kun en altopslugende følelse af tomhed tilbage.
Noget frygteligt er altid lige ved at ske – lær at lev med det!
Noget Frygteligt Er Altid Lige Ved At Ske har som virkeligheden ingen quick fixes. Og hverken en lykkelig eller decideret ulykkelig slutning. På det punkt fremstår fortællingen også ret realistisk.
Den krævede dog en genlæsning for helt at overbevise mig om dens kvaliteter, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Efter første gennemlæsning sad jeg tilbage med en lidt uforløst følelse (var det “bare” det+) – men DET kan der også være en pointe i!
Bogen giver et fint indblik i, hvordan det kan føles at være deprimeret, i hvert fald er der nogle genkendelige elementer for mig. Selvom depression, angst, stress og relaterede tilstande og lidelser naturligvis har mange ansigter. Men visse fællestræk kan findes. Især fremstillingen af, at både vejen ned og op igen er lang og der ikke er nogen magisk løsning.
Derfor skal du heller ikke kaste dig over den i håb om, at få en konklusion eller “han levede lykkeligt til sine dages ende”. For selvom, der er bedring i sigte, er det vigtigt at huske på, at grundindstillingen, som han er programmeret, ja, så er noget frygteligt altid lige ved at ske.
Men måske kan man lære at leve med DET?
Plus
- Realistisk og nøgternt blik på depression
- Relaterbar
- Gennemført stil fra tegninger, over dialog og tekst til den overordnede stemning
Minus
- Man har lidt lyst til at stikke hovedpersonen en flad
Konklusion
Noget frygteligt er altid lige ved at ske, men trods min indledende skepsis, så er det ikke tilfældet for Kramhøfts fine og personlige bog. Den er kun frygtelig i den forstand, at den er så forbandet deprimerende godt ramt.
Billeder taget fra Forlaget Fahrenheits hjemmeside, hvor man også kan købe bogen.
